Merete Næsted
Merete Næsted, forfatter og billedkunstner (f. 1945)

i Vestjylland, ca. 15 kilometer sydvest for Herning, stod min vugge. Jeg voksede op der i eftertidskrigen. Mine forældre drev et mindre landbrug. De var jordnære mennesker, men ikke uden visioner. Det ses bl.a. af mit fornavn. Der var ikke mange derude på heden, der hed Merete. Tit og ofte ønskede jeg som barn, at mine forældre havde kaldt mig Birthe, Grethe eller Else. Nu har jeg forliget mig med Merete.

Er uddannet korrespondent og merkonom fra Handelshøjskolen i København. Opholdt mig i hovedstaden i 13 år. I midten af 70-erne gik turen til Fyn.

Har haft krævende ledende poster i erhvervslivet. Fik også tid til ægteskab, der resulterede i to dejlige børn og et barnebarn.

I 1995 gik det op for mig, at der er andre værdier i livet end jagten på magt og mammon. Besluttede derfor at sadle om og lade mig omskole til livsnyder og tog malerpenslen i hånd.

Senere lod jeg mig uddanne som autoriseret turistguide og har siden 1999 haft stor glæde af at vise gæster fra nær og fjern rundt på eventyrøen Fyn og dens omliggende øer og gøre den gode historie levende.

Jeg bruger også en del tid på at skrive. Små historier, rejsebeskrivelser, lejlighedsdigte, kronikker, læserbreve, synspunkter. Og mine erindringer, hvoraf en del blev udgivet i december 2010 i Herning-bogen. I oktober 2013 udkom novellesamlingen Afgang på Forlaget Ravnerock. I maj 2015 udkom erindringsværket Erindringens labyrint – Et tidsbillede på Forlaget Ravnerock.

I april 2017 udkom Alfred Thomsen-historier på Forlaget Ravnerock.

Merete Næsted 2019©



GOGOwebdesign