(Frit efter Fjodor Dostojevski)

Overordnet kan man stille nogle spørgsmål. Hvad er det, der får et menneske til at forestille sig, at det kan skabe kunst? Hvem skaber en kunstner? Hvilke omstændigheder ligger der bag? Hvad vil kunstneren med sin kunst? Og hvad driver kunstneren videre?

To spørgsmål stiller jeg ofte mig selv. Hvad vil jeg egentlig med min kunst? Hvad vil andre kunstnere med deres kunst?

To kunstnere og budskabet med deres kunst, som ofte bliver endevendt i det offentlige forum, er Bjørn Nørgaard og Jens Galschiøt. De har begge manifesteret sig som kunstnere og provokatører, fordi de via deres værker har et politisk budskab.

I 1970 ofrede Bjørn Nørgaard en hest. I håb om at frelse mennesker fra død og lemlæstelse i Vietnam, Biafra og andre steder, måtte et gammelt øg en rasende kold januardag lade livet for derefter at blive parteret og puttet i syltetøjsglas. Det gav en vældig omtale i så at sige alle medier. Bjørn Nørgaard kom på lystavlen, og mange husker hændelsen endnu. Men jeg har på fornemmelsen, at de fleste har glemt, hvad Bjørn Nørgaards budskab egentlig var dengang i 70'erne.

Jens Galschiøt har siden begyndelsen af 90'erne sat fokus på den tiltagende vold, intolerance, racisme og udnyttelse af minoriteterne med bl.a. Min indre Svinehund, Skamstøtten og Hungerdrengen. Da jeg en tidlig søndag morgen i maj 2001 mødte den dreng i Vestergade i Odense, var det som om de just fortærede rundstykker dansede en fandango i mit indre. Med Survival of the Fattest gør han opmærksom på den ubalance, vor klode befinder sig i. På den nordlige halvkugle er vi ved at æde os ihjel. På den anden side af kloden dør mennesker af sult.

Men indimellem alt det gruelige må selv en Bjørn Nørgaard og en Jens Galschiøt beskæftige sig med skønheden. Bjørn Nørgaard med dronningens gobeliner. Jens Galschiøt med graciøse skulpturer som Blækspruttekjolen efter forlæg af Danmarks store modeskaber Erik Mortensen.

Senest har Bjørn Nørgaard moret sig med at fremstille en ret speciel skulptur, der den 6. december 2005 blev afsløret på Banegårdspladsen i Odense. Skyggen - Rejsekammeraten - Improvisatoren. Et treenigt portræt af H.C. Andersen kalder kunstneren sin otte meter høje monumentale trehovede, seksarmede og seksbenede skulptur. Ud af ham vokser små groteske bifigurer, der for nogles vedkommende relaterer sig til digterens eventyr. Det har været nødvendigt at skyde nogle elementer ind, der bryder den store svulmende klods, forklarer Bjørn Nørgaard. Det rykker hele betydningen af skulpturen. Ellers var han blevet en meget fjern ting, en slags overmenneske. Nu kan figuren aflæses på mange flere planer.

Ved Hotel H.C. Andersen i Odense har Jens Galschiøt skabt en række spektakulære skulpturer inspireret af H.C. Andersen og hans eventyr. De blev afsløret den 1. april 2005, dagen før den gamle digters 200-års fødselsdag. Til venstre for indgangen sidder den verdensberømte eventyrfortæller og kigger på tre søjler, der fortolker henholdsvis Den standhaftige Tinsoldat, Klodshans og Den lille Havefrue. Jeg håber, at når folk ser dem, vil de komme til at tænke på, hvor dybe H.C. Andersens eventyr er, sagde Jens Galschiøt ved afsløringen. De er også ret voldsomme. Derfor er mine fortolkninger mest for voksne. Selv om det hedder sig, at eventyrene er skrevet for børn.

Der er ret stor forskel på Bjørn Nørgaards trehovede monument og Jens Galschiøts skulpturer. Bjørn Nørgaards budskab er, at vi, beskuerne, skal glemme fordommene om den aparte personage fra Odense og se ham med nye øjne som digteren, mennesket og verdensmanden. Jens Galschiøts budskab er, at vi skal huske digteren for hans geniale eventyr, der stadigvæk har relevans for os, her 214 år efter hans fødsel og 184 år efter, at han skrev de første eventyr.




 

Målet er, at kompositionerne skal tiltale øjet og sindet. De er et forsøg på at sætte gang i fantasien hos beskueren, at meddele et indtryk, en oplevelse eller en følelse, at vise, at farve er stof og at form er en mulighed og ikke nødvendigvis dikteret af, hvad jeg har set med mine egne øjne.

At male er egentlig en frigørelsesproces. Det vil sige, at man kan gøre næsten som man vil. Helt så enkelt er det selvfølgelig ikke. Det er et evigt forsøg på at prøve at udtrykke, at man lever. Det er en svær proces. Nogen gange lykkes det, andre ikke.

Fra billede til billede eksperimenterer jeg med farver og maleteknik. Stilistisk set kan eksperimenterne på beskueren virke som en tumlen viljesløst omkring, men forskellige veje må afprøves. Og det er i sig selv en udfordring.

"Billedkunsten har sine skatte af hemmeligheder, der er så mystiske, at de kun nås ad intuitionens vej i den berusede tilstand, som arbejdet hensætter maleren i. Ad veje, som jeg aldrig havde drømt om, føres jeg til nye og skønne resultater". Sådan beskrev Harald Giersing essensen af den billedkunstneriske arbejdsproces. Og jeg er ganske enig med ham.

Merete Næsted 2019 ©


GOGOwebdesign